Ny bilforhandler i Vejle

På fredag åbner dørene hos en ny bilforhandler i Vejle, Marius Jørgensen, som inviterer enhver interesseret til reception med lidt godt til ganen og, ikke mindst, mulighed for at se udvalget af amerikanerbiler, som efter sigende er Danmarks største. I hvert fald fik vi på redaktionen lov at smugkigge, og med mere end 30 funklende biler i udstillingen, må udvalget i hvert fald siges at være ganske stort.

Til trods for, at der generelt blandt forbrugerne er meget fokus på miljø og mange kilometer på literen, er markedet for amerikanerbiler støt stigende, fortæller Marius Jørgensen, der selv blev forelsket i de store flydere som 17-årig. ”Bilerne bruges typisk ikke til langture som sådan, men er mere en art samlerobjekter”, mener han.

Kolleger i branchen: Vejle har god plads til flere bilforhandlere

Ingen af de bilforhandlere vi har talt med, føler sig truet af den nye Vejle-butik. ”Vi har i forvejen ikke mere konkurrence end der er sundt, og amerikanerbiler overlapper på ingen måde salget af almindelige familie- og brugsbiler”, hedder det bl.a.

Marius Jørgensen importerer de fleste af bilerne fra udlandet, og sætter dem derefter i stand, så de fremstår som nye. Butikken handler dog også med brugt-vogne, som trænger til en kærlig hånd. Den slags er der angiveligt også et relativt stort marked for, for de helt istandsatte biler koster langt hen ad vejen mindst lige så meget som en nyere moderne bil. ”Der sidder mange gør-det-selv folk derude, som har tiden og evnerne til at sætte den her slags biler i stand”, slutter den nye bilforhandler.